En sejr, men kun en halv sejr.
Sådan karakteriserer Vattenfalls direktør i Danmark, Ole Bigum Nielsen, den førsteplads, hans virksomhed har vundet mandag, hvor Vattenfalls bud på kystnære havvindmøller er blevet kåret som det bedste.
For selv om Vattenfall kunne love vindmøllestrøm for rekordlave 47,5 øre per kilowatt-time, så vil energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke gennemføre projektet, hvis han kan blive fri.
Møllerne bliver trods den lave pris for dyre for staten, og desuden skæmmer de kysten, mener ministeren.
Ole Bigum Nielsen kalder situationen atypisk og uheldig.
- Det skaber en unødig usikkerhed i hele branchen. Der bliver sået tvivl om, hvad man vil i Danmark. Det er i høj grad en usikkerhed, der har forplantet sig til udlandet, siger Ole Bigum Nielsen.
- Man har aldrig set noget lignende, at der har været den tvivl og den usikkerhed om, hvad det er for en linje, vi fører i Danmark.
Længere væk
Lars Christian Lilleholt ønsker i stedet at opføre havvindmøller længere væk fra kysten. Men det vil med garanti blive dyrere, fastslår Ole Bigum Nielsen.
Han nævner som eksempel havmølleparken Horns Rev 3, der ligger langt fra kysten. Den har Vattenfall vundet med en pris på 7,5 mia. kr., svarende til 77 øre per kilowatt-time.
- Men derudover har staten via energinet.dk en omkostning på 1,5 milliarder, altså 20 pct. af vores pris, der skal bruges på at føre strømmen ind til land. 20 pct. oveni er immer væk en del, siger Ole Bigum Nielsen.
Om de kystnære havvindmøller er grimme at se på, er et spørgsmål om smag og behag, mener direktøren. Men han understreger, at møllerne står så langt som otte til ti kilometer fra kysten.
Et flertal i Folketinget fastholder, at de kystnære havvindmøller skal opføres. Regeringen lægger derimod op til, at det skal være en del af forhandlingerne om dansk økonomi frem til 2025.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.